Dagen indledtes med en varm velkomst af sognepræst Gert Frost Nicolajsen, med en dejlig fortælling om en tur til det tidligere Øst Tyskland, med besøg i en lille bitte landsbykirke, der var blevet genåbnet efter murens fald.
Musikalsk blev vi forkælet med både orgel, klaver og violin spil. Tak til kirkens personale for en dejlig indledning på dagen. Vorgod menighedsråd stod klar med kaffe og rundstykker til alle, i dejlige lokaler, i deres kirkehus. Derefter var folk klar til at gå i gang med arbejdet, eller lytte til de indbudte instruktør. I år udbød bestyrelsen 5 forskellige hold: inspirationsgravsteder, nybegynder hold med instruktør, minikursus om stedsegrønne buske v/Bent Pedersen Herborg Planteskole, minikursus om stauder og prydgræs v/ Anne Marie Sindbjerg, kirkepyntning v/Mary Sørensen Carla Blomster Vinderup.
Inspirationsgravsteder var der desværre kun et hold der havde tilmeldt sig. Men de lavede et rigtig fint resultat. Af nybegynder havde vi 6 der blev fordelt på 3 instruktør. På alle 3 gravsteder havde de frie hænder, og resultaterne blev vidt forskellig, men alle nye fik mulighed for at ligge chaussesten. Tak til Flemming Najbjerg Troldhede, Emil Kristensen Skarrild og Poul Sørensen Sevel for at de var villige til at lære fra sig, til de nye i kredsen. Der var mere rift om stedsegrønne buske. Derfor blev der kørt 2 hold, så alle kunne høre, hvad der blev sagt. Bent Pedersen Herborg Planteskole opfordrede os til at komme i gang med beskærersaksen i de stedsegrønne. De bliver kun pænere af det. Men i august /september skal vi holde saksen væk. Ellers mister planterne den energi der skal holde dem i live om vinteren. Tak til Bent for mange gode råd.
Minikursus om stauder og græsser, havde også tiltrukket sig opmærksomhed. Også dette kursus blev kørt 2 gange af Anne Marie Sindbjerg. Hendes belærende ord til os gravere, var at hvis vi ville etablere stauder på kirkegårdene, og have held med dette, skal vi starte med at lave et ordenligt plantebed. Stauder kræver en jord med humus og derfor skal jorden forbedres .Efter at der gennem mange år er fjernet alt organisk materiale, er jorden ofte blevet udpint. Der skal fjernes så meget perlesten som muligt og tilføres organisk gødning, inden vi planter stauder i et nyt bed. Og så skal vi huske at tilfører nyt organisk gødning hvert år derefter. Tak til Anne Marie Sindbjerg for at dele din glæde ved stauder med os gravere. På kirkepyntnings holdet blev der arbejdet med at lave dekorationer, og få disse bygget op, så de fremstod i ro og harmoni, selv om der bruges blomster og grønt fra kirkegården. Holdet blev kyndigt hjulpet på vej af Mary Sørensen fra Carla Blomster Vinderup. Tak til Mary.
I løbet af dagen fik folk tid til at kigge forbi de udstillere der var tilstede i Vorgod, og få en snak med disse og måske få noget nyt med hjem. Tilbage i kirkehuset blev smørrebrødet indtaget , mens snakken igen gik højlydt blandt glade kollegaer, inden vi vente snuden hjemad.
Fra bestyrelsen skal lyde en tak til Vorgod menighedsråd og graver Erling Larsen og personale for at vi måtte låne jeres kirkegård og kirkehus på en maj dag i solskin.
Referent: Tina Laumann Møller, Ulfborg kirkegård