Tirsdag den 14. maj 2013 var vi 40 gravere samlet til anlægskursus ved Aulum kirke og kirkegård.
Vi startede kl. 9.00 med en kort andagt i kirken, hvor sognepræst Rene V. Jensen og kirkens organist medvirkede. Derefter var Aulum menighedsråd vært ved et kaffebord, hvor der var alt, hvad hjertet begærer.
Efter kaffen og en hyggelig snak var det tid til at komme i arbejdstøjet. Kursusudvalgsformand Søren Killerich og kirkegårdslederen Tove Grøn informerede om dagens opgaver. Det var lidt anderledes i år, idet der var nogle faste opgaver, der skulle udføres. Det allerbedste var, at alle gravstederne skulle blive liggende, så når vi kommer om 10 år, så er de der forhåbentlig stadig. Jeg tror i hvert fald, at det var med til at motivere folk til at gøre en ekstra indsats.
Der var seks hold med tre gravere på hvert hold, der alle var øvet eller i hvert fald havde noget erfaring med sig. Derudover var der, lige som vi plejer, nogle hold, hvor alle nybegyndere kunne suge til sig. Der var fem hold med hver deres faste instruktør. De fem var Knud Erik Dyrvig, Poul Jensen, Søren Killerich, Bjarne Svendsen og Henning Stokholm.
Da arbejdet var veludført, var der tid til at besøge vores udstillere: Allan fra Espersen Stenhuggeri og Jesper fra Jespers planteskole. Derudover Niels fra Dansand, Bjarne fra MBK, Jesper fra Dohms efterfølger, HTF fra Herning og Nilfisk tidl. Egholm. Med indkøbene overstået, var det tid til at evaluere dagens arbejde. Der var lavet mange flotte anlæg – der var blevet kræset for de små detaljer efter de pårørendes ønsker.
Efter evalueringen var vi alle godt sultne, så det gjorde godt med et par stykke smørrebrød og en øl eller vand.
Efter frokosten fortalte Jesper fra Jespers planteskole om vinterens skader på især stedsegrønne planter herunder thujahække, som nu står med brune pletter. Og så fortalte han om det at drive planteskole – fra en meget sløv start på 2013 til at få sæsonrekord i Mors Dags-weekenden, hvor foråret ramte Danmark for alvor.
Derefter var det tid til at takke for en god dag – allerførst takkede Søren Killerich de fem instruktører og til sidst og ikke mindst Aulum kirke og kirkegård og især kirkegårdsleder Tove Grøn og hendes trofaste medhjælper for en god og veltilrettelagt dag.
Referent Arne Andersen